21 august 2006

Menningarnótt



I lørdags blev der afholdt kulturnat i Reykjavik, hvilket svarer til kulturnat i København. Der var noget for enhver smag på programmet - koncerter, teater, dans, kunst osv. osv. Det eneste jeg dog fik set var noget breakdance og fyrværkeri om aftenen, men det var også ret hyggeligt. Jeg ærger mig over at jeg går glip af kulturnatten i Københaven, da jeg synes det er en af årets sjoveste og hyggeligste dage.

Efter fyrværkeriet, som jeg så sammen med folkene fra mit sproghold, tog vi videre til det sædvanlige sted, hvor vi altid er til forfest og det var ret skægt. Til festen havde en af pigerne slæbt nogle af sine islandske venner med, som begyndte at lære os en masse islandsk. Fordi det var kulturnat, var der selvfølgelig propfyldt alle vegne, men vi kom ind på en salsabar efter et godt stykke ventetid og bagefter tog vi videre på den mest hippe bar i byen, der hedder Sirkus, som Björk bl.a. siges at besøge når hun er i Island, og som også er et sted, hun har filmet en af sine videoer. Det er dyrt at gå i byen her i Reykjavik, men heldigvis behøver man ikke at bruge mange penge, hvis man er svagdrikker som mig. Indgangen er desuden gratis, så det bliver faktisk ikke meget dyrere end at gå i byen derhjemme. På en måde er det faktisk også en del sjovere at gå i byen her. Jeg ved ikke helt hvorfor, men måske fordi at folk er lidt ældre (over 22) på de steder vi har været. På Sirkus er der mange mennesker på meget lidt plads, så alle skubber og går ind i dig, men der er ikke rigtig noget man kan gøre ved det, så man accepterer det bare.
Jeg var hjemme kl. 5 og hvis Sirkus ikke havde lukket der var vi blevet med at danse i hvert fald et par timer endnu... Og heldigt for mig, bor jeg i centrum, så det tog mig kun 5 min. at komme hjem..