10 oktober 2006

Borgarfjörður - Islands vestkyst






I lørdags gik turen til Islands vestkyst ca. 60 km nord for Reykjavik i en ekskursion med nogle udvekslingsstuderende. Vi så Barnafoss, et vandfald der strømmer under lava og vegetation og til sidst dukker op af ingenting i talrige strømme udover klippekanten. Det hedder Børnevandfaldet, fordi to børn engang prøvede at krydse broen over floden og druknede. De blev nemlig svimle, da de kiggede ned i det brusende vand og faldt over broen. Det var heldigvis ikke så dramatisk denne gang, men det var da en ret imponerende flod.

Udover at besøge et par museer og kirker, kørte vi forbi et område med den største geotermiske aktivitet i hele landet. 200 liter kogende vand kommer frem i sekundet og supplerer byerne Akranes og Borgarnes med varmt vand. Tæt ved stedet er der også drivhuse, hvor der for det meste bliver dyrket tomater og andre grøntsager i drivhuse, som bliver opvarmet af det varme vand.

På vejen hjem kørte vi forbi Hvalfjörður, hvor der ligger en gammel hvalstation, som for nogle årtier siden blev brugt til hvalfangst. P.t. fanger islændinge 30-40 hvaler om året til "videnskabelige formål", men kommercielt fangst er endnu ikke tilladt. Det er et meget kontroversielt emne lige nu, da mange gerne vil have hvalfangsten genoptaget og derfor er der mange meninger om hvorvidt det skal være lovligt eller ej... Jeg er sikker på at Greenpeace, holder meget stærkt øje med, hvad de beslutter sig for.

2 Comments:

At 09:21, Anonymous Sussi said...

Nøj, hvor er der bare smukt. Jeg kan godt forstå de der børn. Broen ser meget lille ud, og vandet nedenunder? Ja, det er da flot, men man får da lige et gisp i maven.. Farverne er jo så smukke..
Hvem er "vi", Luba?

 
At 22:40, Blogger L said...

"... i en ekskursion med nogle udvekslingsstuderende." Det må have været før du fik briller, Susser?

 

Send en kommentar

<< Home