02 november 2006

Uller på besøg





For et par uger siden var min veninde Uller på besøg og det betød en masse nye oplevelser.

Den første tur gik ud til nationalparken Þingvellir og søen Silfra, hvor vi skulle snorkle i + 3 grader. Og ja, det var koldt, hvis du skulle undre dig over det. Det første vores guide sagde til os, var at vi enten var meget dumme eller meget modige siden vi tog ud på sådan en tur midt i oktober. Jeg tror dog, at vi var et sted midt imellem, for der var mange andre, der havde den samme idé og det var da altid noget! Da vi kom derud fik vi en tørdragt på, så det var muligt for os at have et lag tyndt tøj på inden under og vi derfor ikke ville fryse særlig meget. Jeg skulle dog hilse og sige, at det var RET koldt alligevel, også selvom vi var godt beskyttede.
Silfra var et smukt syn. Synligheden er på 150+ meter (ikke dybden af søen), så man kunne se alt i vandet. Da den befinder sig mellem to kontinentale plader (Amerika og Europa), kunne man spotte den sprække, som udvider sig med et 4-6 cm hvert år og dermed gør Island større! Ellers var der ikke så meget andet at se i vandet udover underligt, brunt tang og en masse sten og en flot blå farve. Desværre ingen fisk, da de kun kommer frem, når det er mørkt.
http://www.kafarinn.is/photos.htm

Vores næste tur gik til hestegården Laxnes, hvor vi skulle ud og ride hele dagen. Vi red to gange 3 timer og var virkelig smadrede efter vi kom hjem, men det var virkelig oplevelsen værd og vi havde nogle søde heste.

Om lørdagen tog vi på tur til Snæfelssnes, 150 km nord for Reykjavik, hvor vi om natten så nordlys og en masse stjerner. Det var helt fantastisk! Nordlys er simpelthen gude smukt. Det ligner engle eller ånder, der danser og leger tagfat, snurrer sig omkring og pludselig forsvinder igen. De viser deres smukke smukke blålige, grønlige og lilla farver og man kan ikke få nok af det! Tjek videoen ud på dette link. Det er billeder taget af en ven, der var med på turen: http://www.youtube.com/watch?v=jp8yAyrD-5U&eurl=
og der er flere billeder på dette link:
http://photos.luijten.org/Christian/Iceland/025.%20Northern%20Lights%20part%20two/

Ellers var det en hyggelig, men stressende uge, da jeg havde en masse skoleprojekter, som skulle afsluttes og kunne derfor ikke bruge så meget tid og energi på at have Uller på besøg, som jeg ville. Det var lidt ærgerligt, men alligevel rart at kunne se et ansigt hjemmefra.